-
Topmøde i London kan blive skæbnesvangert for Ukraine – og USAs delegation blev amputeret i 11. time
ソース: BDK Borsnyt / 23 4 2025 01:03:46 America/New_York
Godmorgen! Repræsentanter fra Ukraine, Frankrig, Storbritannien og USA skal i dag mødes i London for at diskutere fred i Ukraine. Men først dagens andre vigtige overskrifter. Tophistorier Unge ukrainere ved godt, at USA snart kan vende dem ryggen. Det skriver Sara Hodzic, Berlingskes udsendte i Ukraine, i en reportage, der begynder på en af Kyivs kaffebarer. Hård motion er ikke den eneste vej til et godt helbred. Selv små hverdagsaktiviteter såsom at tage trappen frem for elevatoren kan reducere risikoen for sygdomme på den lange bane, viser nyt studie. Alene det, at USA tilsyneladende har foreslået at anerkende Ruslands annektering af Krim-halvøen, er i sig selv en skelsættende begivenhed. Det skriver korrespondent Emil Rottbøll i sin analyse af, hvordan Putin trækker tiden. Antallet af indberetninger fra whistleblowere i landets største selskaber er steget voldsomt, og mange af henvendelserne får konsekvenser. A.P. Møller - Mærsk skred sidste år til fyring i over 100 sådanne sager. Peter Bartram mødte en mur af modstand, da han som forsvarschef forsøgte at advare politikerne om truslen fra Rusland, fortæller han til Berlingske. Han mener også, at FE bærer en del af ansvaret for nedrustningen. Dagens vigtige: Forhandlingerne i London Repræsentanter fra USA, Ukraine, Frankrig og Storbritannien mødes i dag i London, hvor de skal diskutere en mulig våbenhvile mellem Rusland og Ukraine. Mødet sker, efter at USA angiveligt har foreslået at anerkende Ruslands annektering af Krim-halvøen – noget, som Ukraine konsekvent har afvist. Som Emil Rottbøll skriver i sin analyse, så ville det være imod international lov og alt, hvad USA har kæmpet for, siden Rusland annekterede Krim i 2014. Men det skulle, ifølge The Washingtons Posts kilder være et af de forslag, som USA vil have Ukraine til at gå med til for at opnå den hurtige aftale, som Donald Trump har sagt, han forventer vil komme i denne uge. Til gengæld skulle Putin have tilbudt, at man »låser« frontlinjerne ved deres nuværende placeringer, således at Rusland vil droppe at gøre krav på dele af fire ukrainske regioner, som Rusland har delvis kontrol over, skriver Financial Times. Ukrainske repræsentanter ønsker sig til gengæld sikkerhedsgarantier og genopbygningsprogrammer. Og havde Ukraine allerede bange anelser over udfaldet af forhandlingerne i London, så blev de måske værre tirsdag aften. For Marco Rubio, USAs udenrigsminister, meldte pludselig afbud til mødet med henvisning til »kalenderproblemer«, og at Rubio er »en travl mand«, som udenrigsministeriets talsperson, Tammy Bruce, udtrykte det. I stedet vil USA være repræsenteret af Keith Kellogg, USAs særlige udsending til Ukraine, som for nylig blev degraderet fra at være særlig udsending til både Ukraine og Rusland. Chefforhandler Steve Witkoff, der egentlig er særlig udsending til Mellemøsten, vil heller ikke deltage i London. Dagens »Pilestræde« Især mænd og socialdemokrater har en fordel, når lokalpolitikere får et lønnet hverv som medlem af en bestyrelse eller et nævn. Journalist Jonas Stenbæk Christoffersen udlægger Berlingskes afdækning i dagens afsnit af »Pilestræde«. Lyt med her. Fik du læst? Gastronomi | Det behøver ikke altid at være sidste nye skrig, når du skal ud og spise. Berlingskes anmeldere guider dig her til fem københavnerfavoritter, der stadig leverer på et højt niveau. Kærlighed | Alexandra Viktoria Benhaddou ser ofte monogame par begå den samme fejl. Parterapeuten lever selv i et åbent forhold og mener, at vi med fordel kan lære af det. Sundhed | Godbidden er dræberen, der til sidst får gjort hundeejere så frustrerede og mismodige, at de kaster håndklædet i ringen og sender deres ellers så elskede hunde til internatet. Det skriver »hundehvisker« i en kronik. https://www.berlingske.dk/dagens-overblik/topmoede-i-london-kan-blive-skaebnesvangert-for-ukraine-og-usas